11 SPØRGSMÅL TIL THOMAS

1.Vil du ikke starte med at introducere dig selv?
Jeg hedder Thomas og er 40 år. Jeg bor i Aalborg sammen med min kæreste og min datter, når hun er hos mig. Jeg arbejder som trivselspædagog på en folkeskole i Aalborg og jeg har løbet “rigtigt” i næsten 6 år. Jeg har egentlig løbet mange gange tidligere, hvor jeg startede op og hurtigt droppede det igen og aldrig fandt hverken motivationen, lysten eller glæden. Men for 6 år siden ændrede det sig og jeg har løbet lige siden.

2. Hvordan og hvornår startede din passion for løb?
Min passion for løb startede i 2013. Jeg var lige blevet skilt fra min daværende partner igennem 14 år og flyttet ind i en nye lejlighed. Jeg var meget overvægtig og i særdeles dårlig form og midt i denne livskrise, kunne jeg mærke et behov for at skabe en ændring i den måde, som jeg havde levet på hidtil. En forholdsvis konkret og overskuelig ændring var at tabe mig og derfor begyndte jeg at løbe. Det virkede som en nem og fleksibel motionsform, der ikke var specielt tidskrævende. De første mange uger var ulidelige og på trods af, at jeg kun kunne løbe 500 meter, kæmpede jeg mig igennem en 5 kilometer lang løbetur tre gange om ugen. Undervejs, i denne proces, kunne jeg stille, men sikkert mærke at turene blev mindre og mindre slidsomme og udmattende, og en dag løb jeg spontant 10 kilometer og var fuldstændig høj af glæde, da jeg kom hjem og uendelig stolt af mig selv og der mærkede jeg for første gang glæden ved at løbe.

3. Har løb ændret din måde at leve på?
Rent praktisk har løb nok ændret den måde jeg lever på, da jeg er blevet langt mere aktiv end jeg var tidligere og har et helt ændret fokus på at holde min krop sund og stærk. Også oplevelsen af at være i stand til at gøre ting med min krop i forbindelse med løb, som jeg tidligere har anset for værende umuligt, har gjort mig både glad og stolt og ikke mindst taknemmelig for, at det lykkedes mig at skabe en positiv ændring i mit liv på den måde. Derudover har løb nok også ændret den måde, hvorpå jeg ser og betragter forskellige elementer i mit liv – også ting, der ikke relaterer sig til løb. Igennem mine år som løber har jeg overkommet nogle ting og vundet nogle hårde kampe, der gør at jeg nok også ser anderledes på andre udfordringer, som jeg møder i hverdagen.

4. Hvordan ser en typisk dag ud for dig?
Jeg står typisk op omkring kl. 6.30. Flere dage om ugen løber jeg til mit arbejde, hvor jeg har 11 km. Jeg planlægger min uge sådan at jeg har skiftetøj på mit arbejde, så jeg kan bade inden jeg møder. Når jeg har fri løber jeg hjem igen og så er træningen overstået disse dage. Ellers løber jeg om aftenen, når jeg har fri fra arbejde og i weekenden løber jeg altid tidligt sammen med en fast gruppe løbere i Aalborg, så jeg kan holde fri resten af dagen.

5. Hvor meget betyder udholdenhed (endurance) for dig når du løber maraton som din primære distance?
Der er ingen tvivl om, at mit primære fokus i min træning er at arbejde med at forbedre min udholdenhed. Jeg kan mærke, at jeg præsterer bedre i et løb, jo mere udholdende jeg er og jo stærkere min krop er. Det er egentlig også grunden til, at jeg er så tiltrukket af maraton som distance, nemlig at det giver mig mulighed for at gå på opdagelse i hvor meget jeg kan udholde og derfor fylder det i høj grad også i min træning.

6. Hvad motiverer dig til at træne så hårdt?
Lige nu er min motivation at se hvor langt jeg kan presse mig selv på marathon-distancen og se hvor hurtigt jeg kan løbe de 42 km. Da jeg løb mit første maraton vidste jeg ikke om det ville blive mit eneste og jeg havde aldrig troet at jeg ville kunne løbe et maraton på under 3 timer. Det kunne jeg, og nu er jeg nysgerrig på at se hvor hurtigt jeg kan gøre det i fremtiden. Måske kommer der et tidspunkt, hvor jeg motiveres af nogle andre aspekter af løb, men lige nu er den denne nysgerrighed der motiverer mig.

7. Har du haft nogle udfordringer med løb?
Jeg har oplevet at jeg nogle gange har haft svært ved at lytte til min krops signaler i takt med at jeg er begyndt at løbe mere og mere og selvfølgelig også har fået en eller anden form for positiv afhængighed af at løbe. Bagsiden af det er så, at jeg nogle gange har overset eller ikke lyttet når kroppen har fortalt, at den havde brug for en pause. Det har resulteret i, at jeg har fået mindre skader som følge deraf. Heldigvis føler jeg, at jeg i den henseende er blevet en klogere løber.

8.Har du nogle hobbyer/fritidsinteresser udover løb?
Jeg spiller guitar og klaver og hygger mig med det og så bruger jeg også lidt af min fritid på at spille på min Xbox, selvom min far mener at jeg for længst er blevet alt for gammel til det pjat 😉

9. Hvad er dit næste mål/løb?
Mit næste løb er Copenhagen Marathon til foråret (2019), og så håber jeg at få mulighed for at Berlin Maraton næste efterår. Mine store mål for 2019 er, at løbe et halvmaraton på 1 time og 20 minutter og et maraton på 2 timer og 50 minutter. Om det kan lade sig gøre ved jeg ikke endnu, men jeg tror på det og vil arbejde hårdt for at det skal lykkes.

10. Hvilket produkt fra DANISH ENDURANCE er din favorit?
Lige nu er mit favorit-produkt uden tvivl Quarter Pro strømperne. De er perfekte til årstiden, holder fødderne tørre og sidder rigtig godt uden irriterende syninger, der kan gnave undervejs på min løbetur.

11. Har du nogle gode råd til andre, som er i din situation, eller som skal løbe et maraton?
Mit bedste råd til andre, som gerne vil løbe et maraton, er at nyde det. Nyd at du har turde sætte dig et mål om en så stor bedrift. Nyd de første ture på vejen dertil. Nyd turene i sol og turene i regn og blæst. Nyd spændingen, der tager til jo tættere du komme på selve dagen. Nyd forventningen når du står imellem tusindvis af andre løbere. Nyd opbakningen fra tilskuere og nyd lyden af så mange løbesko, der taktfast rammer vejen. Nyd de lette kilometer i starten og nyd de hårde kilometer, når kroppen bliver træt. Nyd det hele og nyd at mærke kroppen blive fyldt af stolthed over at have løbet et maratonløb.

No Comments

Post a Comment

JOIN THE WORLD OF
DANISH ENDURANCE

SIGN UP AND GET 15% OFF YOUR FIRST ORDER
BE THE FIRST TO HEAR ABOUT NEW PRODUCTS AND SALES